Ø-kuller i Malaysia og Indonesien



Vores rejse: tryk på kortet for at se det i stor størrelse


At forlade det Sydthailandske Koh Lipes dejlige hvide strande, var ikke noget vi uden videre tilskyndede. Vi blev dog nødt til det, da der ikke var nogen hæveautomater, eller andre muligheder for at bruge betalingskort og vi havde kun begrænsede kontanter med. Så vi brugte de sidste thailandske penge vi havde på to kopper iskaffe, en strandmåtte og to billetter med båd til øen Langkawi i Nordmalaysia – 45 minutters sejlads fra Koh Lipe.

Langkawi var det første vi så til Malaysia. Vi startede med, at have lidt problemer med at skulle hæve Malaysiske Ringgit(MYR), da de cirka er dobbelt så meget værd som danske, og ikke fem gange så lidt, som de thailandske. Det er i forvejen svært at skulle vende sig til nye sedler og kurser ofte, men at de var mere værd end de danske, havde vi ikke opdaget, så vi startede med, at prøve at hæve omkring 18.000kr. i den tro at det var omkring 4.000kr. og vi forstod ingenting – var bankkontoen tom? Nej, vi skulle ha’ fulgt med i matematik undervisningen! Vi lærte hurtigt at vende alt på hovedet og købe ind til 2 og 3 MYR, i stedet for 20 og 30 baht som i Thailand, samt at sætte større pris på vores lille lommelommeregner.

Det var meget varmt den dag vi ankom, så vi stormede ind på det billigste motel, smed taskerne og susede ned på stranden. Vi skulle dog have taget det lidt med ro, og lige set værelset efter i sømmene, som vi plejer – vi skulle blive klogere samme aften. Stranden var flot, men intet sammenlignet med Koh Lipe og Phi Phi; vandet var grumset og fyldt med vandmænd og vandsportsaktiviteter som paragliding efter speedbåd og vandski var i fuld gang. Vi blev lidt skuffede over, at opleve det som andre beskriver som paradis, som en turist bule med ringere forhold end vi havde oplevet andre steder uden samme gode omdømme. På trods af vores planlagte holdning om IKKE at dømme og sammenligne for meget med tidligere oplevelser på rejsen, var det meget svært, da vi kom fra paradis på Koh Lipe.

Da vi gik i seng opdagede Line en lille ulækker bille(3-4mm) i sengen, en til og en til. Vi slog straks op i vores helbredsbibel (Lonely Planets Health guide) og fandt ud af hvad det var. Vi havde hørt rygter om dem, vi havde frygtet dem før. Det var de berygtede bedbugs, som vi indtil videre havde været heldige at undgå, til trods for billige accomodations. Små luseagtige, blodsugende biller, der lydløst besøger én når man sover og suger til sig. Klamt. Vi sprayede sengen til med giftig myggespray, med visheden om, at det kun ville virke 4 timer – men det var en start. Line sov ikke før om morgenen og fik slået de modige bedbugs der begyndte at krybe frem fra madrassen i de sene nattetimer, ihjel. Da hun endelig faldt i en let søvn, var det med lagenposen tæt omkring sig, grundigt gennemsøgt for dyr – og kun med åbning omkring næse og mund – og næsten badet i myggespray. Kønt syn!

Fra nu af er vi opmærksomme på disse små snyltere hver gang vi lejer et billigt værelse. Vi er ikke blevet bidt endnu, det er heller ikke farligt, bare klamt.

Langkawi var et stop på vejen videre – ikke noget særligt opløftende sted – dog toldfrit. Dagen efter vores bugsproblem indlogerede vi os på et bedre hostel, som lovede at de ingen dyr havde i sengen. Da dagen var sovet væk, lejede vi dagen efter en scooter og kørte mod Seven Wells – et par lækre vandfald med tilhørende pytter oppe på et bjerg. Det var hyggeligt – men heller ikke noget fantastisk. Hovedattraktionen på Langkawi var desværre under renovation alle dagene vi var der, så vi måtte undvære de højtsvævende Cable cars; en lang svævebane over bjergene.

Efter at have set det samme marked, med de samme boder, tre forskellige aftner, tre forskellige steder på øen, i troen på at det næste var større og bedre, tog vi videre til øen Penang, der efter sigende skulle være et lille stykke Europa i Asien og Georgetown (den største by på Penang) endda være på Unescos verdensarvsliste… Vi GLÆDEDE os til lækker mad – og lækker mad skulle vi få!

Vi gik i land på Penang, Georgetown, lige da solen sagde på gensyn og vi tog en taxi gennem byen til et hyggeligt lille hotel hvor vi kunne tilbringe natten. Georgetown er en helt enestående by, opkaldt efter King George. Det var den engelske flådegeneral Francis Light, der etablerede en handelsstation for East India Company i 1736 – og siden etablerede hollænderne, spanierne, kineserne, japanerne og indiske grupperinger sig på den malaysiske ø. Så det man ser er mellemeuropæisk byggestil blandet med kinesiske spidse tage og andre asiatiske krummelurer. Spændende og meget, meget hyggeligt. Ikke kun arkitekturen var speciel. Når man samler så mange folkefærd på et sted kan det godt tænkes at maden var speciel. Vi fik spist vores maver mætte og fandt yndlingsstedet der serverede perfekte pizzaer og andet godt i en hyggelig og hjemlig retro atmosfære. Vi fik også turet byen tyndt og vadet rundt på det lokale museum, set lokal malerkunst og luret på den indiske del af byen, som også serverede enestående mad. Byen bød på shopping af 1.klasses kvalitet, ifølge Line. Den ene rodede antikvitet efter den anden var linet op på de små gader og shopping/rode-genet blev for alvor vakt. En sjov oplevelse var, at vi, efter vi først opdagede dem, flere gange så kæmpe reklamer for de danske ”Michael Learns To Rock” – og os som troede at de sad derhjemme i Danmark i kolonihavehuset og spiste brun sovs. Nej – de er virkelig store hernede – og den ene turne efter den anden, var annonceret.

Vi blev i Georgetown i 4 dejlige dage, hvor vi boede og spiste godt for få penge. Et dejligt stop på vejen.

Vi tog et fly stik vest til Banda Aceh, Indonesien. Vi vinkede farvel til Malaysia i denne omgang, for snart at sige på gensyn til Kuala Lumpur et par uger senere. Nu skulle vi omstille os til Indonesiske rupiah og tænke i mange tusinder og millioner. Aldrig har vi betalt så høje regninger som i Indonesien.

Efter en taxatur gennem Banda Aceh – og et kig omkring, hvor vi opdagede at vi nærmest var de eneste turister, smuttede vi til havnen. Vi var sultne efter den lange rejse og havde brug for en hurtig frokost på havnen. Det blev til et lokalt spisested, hvor de andre gæster kiggede med lange og interesserede øjne på de hvide rygsækrejsende der tilfældigvis havde lavet stop i deres fortovsrestaurant. En sjældenhed, kunne vi mærke. Vi sejlede med bilfærgen mod Pulau Weh, hvor vi havde hørt fra vores kontakter hjemmefra, at der skulle være verdensklasse dykning. På færgeturen fik vi en del opmærksomhed – især Line blev kigget efter. Vi satte vores ben på den hyggelige lokale strand, Gepang, tre timer senere. Der var vel kun omkring fire små privatejede steder at spise, lidt bungalows hist og her, dykkercentret og et par både ved stranden. En end-of-the-world stemning hærgede – det var skønt og afvekslende. Det de få turister der var der skulle, var at dykke, snakke om dykning og dykke lidt mere – helt fantastisk. Ingen fester ingen larm – kun verdensklasse dykning. Vi indlogerede os på det billigste sted vi kunne finde, på en klippeskåning højt over land for 50.000 IR pr. nat, svarende til ca. 30 kr., og var klar til at smutte i våddragter og svømmefødder næste morgen. Ud over de sædvanlige myg, kakerlakker og gekkoer havde vi i hytten flagermus, aber, geder(næsten indenfor) og en vandrende pind. En helt zoologisk have, eller rettere en omvendt én af slagsen, da det var os inde i myggenettet, omkring sengen, der var til skue for alle dyrene. Selve hytten var ved at brase sammen og toilettet skulle man på tur efter – men det var billigt og sjovt – og vi vidste at vi ”kun” skulle sove der. Alt vores vågne tid, ville gå under vandet. Da vi næste morgen skulle ud på det første dyk, mødte vi en dansk instruktør der arbejdede på dykkerstedet, Tore – en skolelærer fra Århus, og vi besluttede hurtigt at tage vores advanced dykkerkursus hos ham. Vi havde egentlig skudt en hvid pil efter advancedkortet efter vores fiasko i Thailand, med oversvømmelse på Koh Samui på vej mod Koh Tao, hvor vi ville tage kortet.

Men på nogle destinationer vil centrene have at man er advanceddykker før de vil dykke med os på de gode spots, så vi ser det som en investering i vildere og sjovere dykkeroplevelser. Vi kom igennem specialiseringer i dybdedyk, navigationsdyk, strømdyk, vragdyk og natdyk – rigtigt fedt. Især natdykket var udfordrende og en helt ny verden. Før vi hoppede i vandet, florerede tanker hos Line om den onde dybdevandsmonsterfisk fra Finding Nemo, med kæmpe tænder, så det krævede kontrollerbar vejrtrækning og Mikkel blev tvunget til at holde Line i hånden under hele dykket. På et tidspunkt under overfladen, holdt vi vores medbragte lygter mod kroppen, så der var fuldstændig mørke. Vi viftede med vores hænder og rundt om os skinnede plankton som små livlige lys under vandet. Meget smukt. Desværre forvildede en lille fisk sig ind i Lines våddragt, da lyset var dæmpet, så der blev en lille kamp for at få den ud. Det lykkes heldigvis – måske det alligevel ikke var så sjovt at være fanget i Lines bikini, når man er en lille fisk? Vi så mange spændende dyr under vores dyk inkl. en haj på vores dybdedyk. YES – så var Mikkel glad. Der skulle læses en del, men det overkom vi, og er klar til dybere, sejere og mere udfordrende dyk end før. Vi glæder os til Bali og Giliøerne, senere på måneden, hvor der også skulle være fantastisk dykning.

Men alt gik ikke helt som vi havde regnet med; der skete en ulykke på vores andet dyk. Intetanende om hvad der ville ske, pakkede vi vores dykkergrej, og en vandtæt sæk(vi havde købt i Bangkok) med vores dyrebareste ejendomme som pas, solbriller og kamera. Vi var femten personer om bord på den lille træbåd, der ikke har været mere end fem meter lang. Da alle var klar med deres udstyr, sejlede vi i højt humør og våddragter ud fra stranden mod dykkerstedet. Vi lagde ud med lidt motorproblemer allerede ved kysten, men undertiden fik den lokale kaptajn og hans styrmand kontrol over sagerne og vi sejlede lystigt og hurtigt af sted. Efter ti minutters god sejlads gennem bølgerne skete det. Mellem smalltalk og dykkerrøverhisorier hørte vi et råb, og en af de lokale sprang på ryggen ud over rælingen fra den hurtigt sejlende båd. Det første der faldt os ind var, at han lavede spas eller var faldet i, og at vi skulle til vende om for at hente ham, men noget var helt galt. Noget der ikke var sket før i dykkercentrets 15 år lange historie. Kaptajnen og hans mænd var i fuld gang med et eller andet voldsomt, noget frygtindgydende. De kæmpede og slog med håndklæder bag ved motorskærmen, og frygten var malet i deres ansigter. Der var udbrudt brand i den ene af de tre motorer og flammerne stod op over deres ører. Det var her alvoren først nåede helt op til stævnen og tilbage igen, og en italiensk dykkerinstruktør råbte fattet; Fire! Jump, jump, jump! Så det gjorde vi. Mikkel nåede lige at hive fat i vores vandtætte sæk, hvilket skulle vise sig at være godt tænkt, hvorefter vi begge hoppede i med solbriller på, våddragten hængende nede om hoften og tasken i hænderne. Vi fattede endnu ikke helt hvad der skete. En lokal dykkerinstruktør brugte sækken som redningskrans, klamrede sig fast til den, da han(som vi hørte senere) ikke kunne svømme. Han var virkelig taknemmelig. Her var vi så femten mand med store øjne, spredt i det varme salte vand, langt fra kysten og båden sejlede videre med ild i bagenden. Det gik op for os, mens vi lå og skvulpede overrasket i vandet 2 km fra kysten at noget rigtigt farligt var ved at ske. En Belgier var hoppet i vandet som os andre, men båden havde drejet ukontrolleret i vandet og propellerne fra motorerne fik fat i hendes våddragt som hun også kun havde haft halvt på. Hun blev slæbt efter båden. Konstant trukket ned i kølvandet, og over hende de store vilde flammer. Hun skreg og ingen fattede helt hvad der skete. Hun fik heldigvis efter megen kamp, revet våddragten itu ved hendes lår (at dømme efter rivemærkerne) og slap af sted med enkelte skrammer og en dyb flænge i lilletåen, formentlig fra at have snittet en propel. Da vi lå dér alle sammen og kiggede på den brændende båd og en af de modige lokale der bekæmpede flammerne, med brændemærker op af benene, blev vi klar over hvor galt det kunne have gået. Der var 12 trykluftsflasker ombord og 60 liter benzin, og ville ilden først rigtigt få fat i båden, og begynde at varme op under alt udstyret ville det have været en sand eksplosion, med trykluftsflasker i alle retninger som missiler. Det skete heldigvis ikke. Branden nåede ikke længere end til motorrummet og vi slap med rystelserne. Kaptajnen fik standhaftigt bekæmpet ilden og fiskerbåde strømmede til undsætning for at bjærge os i land. Vi blev spredt i små både, så vi måtte vinke farvel til hinanden, da vi sejlede af sted mod bredden. Ikke et tidspunkt vi havde lyst til at blive skilt ad på. Line sad i båd med en stor ældre kvinde der på vej op over rælingen nærmest havde givet op pga. af hendes vægt. Så vi måtte ned under hende og skubbe hende op – efter vi havde overtalt hende til at ville ”overleve”. Sikke en dag. Sikke en oplevelse. De fortalt os senere at der havde været problemer med et tændrør i en af motorerne og de havde haft det ude for at rense det og rodet lidt mere med det for at starte motoren – og på et tidspunkt var en lille gnist nok til at antænde benzinen og sætte ild i maskineriet.

Vi færdiggjorde dykkerkurset uden yderligere problemer og rejste fra Pulau Weh ind til Sumatras fastland, Banda Aceh, en lørdag eftermiddag – mange oplevelser rigere.

Da vi kom i land i Banda Aceh løb vi ind i en fransk englænder, Stewart, som vi delte en taxa ind til byen med. Han var journalist på BBC, og var på rundrejse i arbejdsmedfør. Vi havde imidlertid hørt om et par områder vi bare måtte se i Banda Aceh. Stewart var med på den og vi fik taxachaufføren til at køre os alle tre rundt til attraktioner til minde om tragedien byen undergik i 2004. Banda Aceh var det område der blev hårdest ramt af tsunamien, epicentret var kun 130 km fra kysten, og området var i forvejen ramt af en ødelæggende borgerkrig. Over hundrede tusind mennesker døde den skæbnesvangre dag i december, hvor det tog over tre måneder at finde de mange uidentificerbare lig og begrave dem i to store massegrave med henholdsvis 56tusind børn og voksne i den ene og 44tusind i den anden. Vi så billeder fra oprydningsarbejdet – helt forfærdeligt. Billeder af hundredvis af lig flydende som andemad i havnen. Billeder af kvinder uden ansigt, og børn lagt på række klar til at ligge sammen i evig søvn. Det værste var de døde, gravide kvinder, hvor flere havde fået skåret maven op, så fosteret hang ud. Stof til eftertanke. Tanker om; Hvad nu hvis… Selvom det det kun er syv år siden, har de begravet borgerkrigsstridsøksen indtil videre og har nu i fællesskab genopbygget byen, så man stor set ikke kan se at noget så voldsomt er sket. Kun enkelte, men meget markante, efterladenskaber kan ses i landskabet, blandt andet en 16tusind tons tung olietanker, der blev ført godt fem km ind i landet af den store bølge. Et helt overvældende syn der igen gjorde os opmærksomme på havets mægtige kræfter. Det var vildt, at kunne kigge ud over byen, fra olietankerens top, og se alle de blå tage, der markerede de nye huse bygget efter tsunamien. Et andet bevaret mindesmærke efter tsunamien var en række huse med et ”tag” i form af en 16 meter lang fiskerbåd. Begge både er blevet restaureret og fremstår i dag som mindesmærker og turistattraktioner. Et tsunami museum åbnede i 2010 og en statue af en bølge med ordene ”Aceh thanks the world” står for en ny begyndelse på livet i området. Det var en hårrejsende oplevelse, at køre rundt til disse beviser på katastrofen, da vi aldrig i vores liv havde troet, at det var en så omfattende begivenhed. Pludselig kom katastrofen helt tæt på! Selvom byen ihærdigt er blevet bygget op igen, kunne vi ikke lade være med at tænke på alle de stakkels mennesker der var i byen, godt nok i live, men som alle bar på større bagage end vi(forhåbentlig) nogensinde kommer til.

Vi forlod Banda Aceh med fly den næste morgen, med tankerne kredsende omkring ting der er sket, ting der kunne have været sket og ting der måske vil ske. Hvor skrøbeligt alting er, hvordan dykkerbåden måske kunne have eksploderet med trykluftflasker ombord, og pigen fanget i propellen – hvor galt det ikke kunne have gået? Det kunne have været en af os. Det kunne have været os der havde været på Pulau Weh for at dykke syv år tidligere, eller bølgen kunne have ramt syv år senere… Men sådanne spekulationer kan man altid blive fuldstændigt rundforvirret af. Hvad nu hvis, og hvad nu hvis – tænk nu hvis månen faldt ned(så ville vi nok få hovedpine). Vi lader det ikke gå os på, men eftertanker, er gode tanker.

Vi fløj fra Banda Aceh tidlig søndag morgen til Medan – hovedstaden på Sumatra. En helt og aldeles forfærdelig by. Larmende, osende, beskidt og utiltalende var vores første indtryk (der desværre ikke ændrede sig). Den første taxachauffør snød os og kørte os det forkerte sted hen, Lonely Planet kunne man ikke regne med, og alle der havde et ønske om at få penge ud af to omvandrende rygsække, stod i flokke og hev i os fra alle sider! Der var ingen der kunne tale engelsk, så kommunikationen foregik med håndtegn og ansigtsudtryk – ikke videre et godt udgangspunkt, når de lokale prøvede at røvrende os (det gik rimelig godt for dem). Vi havde altså det indtryk at alle prøvede at snyde os, og når de ikke forstod os vendte de sig bare om og grinte fjoget. Ikke rart og enormt provokerende. Ved nærmere eftertanke kan vi godt se, at vi nok har set ret sjove ud, stående dér helt desperate efter en bus med toilet, vildt frustrerede over deres åbenbare mangel på hjælpsomhed og evner til at kommunikere og med sveden piblende fra alle porer lige fra pande til haser. Det er vist det man kalder kulturchok. Kan man stadig få et chok over andres kultur efter at have oplevet den i 3 måneder? Vi kunne godt! De mente det sikkert alle sammen af god vilje(…), men den gik ikke ind hos os, den varme og fugtige søndag formiddag i Sumatras hovedstad.

Vi skulle have en bus videre til Parapat ved den smukke sø, Danau Toba. Efter utallige forsøg på at finde en bus med bare så lidt som et toilet om bord, som Lonely planet lovede man kunne få, måtte vi affinde os med en tilrøget og toiletløs smadderkasse fyldt til renden med lokale og os som de eneste bleghuder. Det var nu helt fint – vi har prøvet det før så den klarede vi snildt. Vi stod af bussen efter seks timer og tog en båd videre ud på øen Samosir. Danau Toba er Sydøstasiens største sø og er i virkeligheden et ældgammelt vulkankrater der er fyldt med vand, og inde i dette krater ligger der en mellemstor frodig ø – Samosir, hvor vi boede i fire dejlige dage på halvøen Tuk Tuk. Området ved Danau Toba minder mest af alt om en blanding mellem Tyrols bjerge, svenske bjergsøer, Afrikas stammefolk, mols bjerge og Rebild bakker. Meget eksotisk – fyldt med blomster – og en dejlig, behagelig temperatur, der helt klart var til at holde ud. Det var så fantastisk smukt og mindede om mange ting, lige fra Toblerone til Far til fire på Bornholm. Vi havde brug for at slappe lidt af oven på de hektiske dykkerdage på Pulau Weh, så den stod på den første massage siden thailand, boglæsning ved søens bred, og karbad. Suk – det var skønt. Dagen efter lejede vi en scooter og kørte øen rundt på en eftermiddag. Her kunne vi nærmest ikke få lukket munden – der var så smukt. Vi mødte få andre turister på dagen, hvilket også er en skøn ting, når vi rejser så længe. Det dejligt at komme steder der er lidt mindre berørt af turismen og lidt mere lokalt og dermed autentisk, hvilket også gør, at de lokale er meget mere interesseret i os, ikke prøver at snyde os og ofte kan vi høre gode historier og røvere fra dem også. Vi kørte af sted på vores lille scooter med vind i håret mens vi sang(nynnede og skrålede) ud til landskabet: ”The hills are ALLLLLIIIVVVVEEE, with the sound of music”.

Sumatra, og specielt området omkring Danau Toba er hjemsted for de berygtede Batak – de oprindelige indonesere, de kannibalske stammefolk. Vi kørte til de gamle stenstole hvorved de holdt en slags retssager der førte til chili- og hvidløgskrydring(mens den dømte stadig var levende), hovedafhugning og tilberedning af deres ofre. Den sidste officielle kannibalske ofring skete for ikke mere end 150 år siden, men det vildeste var, da vi hørte at der stadig er mennesker der lever efter traditionelle metoder, hvilket også indebærer kannibalsk ofring af mennesker til guderne i ny og næ – hvordan det finder sted, ved vi ikke, og hvis vi en dag finder ud af det, er det nok med chilier i næsen og hvidløg under armhulerne, hængende på et spyd over et glødende bål med slikkende flammer(eller også var det bare en røver?). Det skal dog lige nævnes at størstedelen af befolkningen i dette område i dag ér Batak – dog kristne og kultiverede, men med dybe rødder til, og følelser forbundet med deres vilde fortid i junglen. Det var en skøn idyllisk udflugt til Danau Toba, rolig og fortryllende. Det er ikke sidste gang vi er i det område, håber vi.

I skrivende stund er vi på vej til regnskovsområdet Bukit Lawang, et par timer uden for Medan, hvor, hvis vi er heldige, kan se de menneskelignende langhårede orangutanger. Aberne lever vildt i junglen – men der skulle være mulighed for at spotte de fantastiske væsner, der har genetisk lighed med os på 94,6 %!