Hygge med venner i Ubud efterfulgt af skønt øliv

Vores skønne tid i den hyggelige by Ubud på Bali, blev d. 21/5 peppet yderligere op af mødet med Lines gymnasieveninde Eva, og hendes kæreste Søren – der lige som os, også er ude at se verden! Vi havde aftalt på forhånd, at hvis det kunne lade sig gøre, skulle vi mødes. Det var for underligt at rejse rundt i den store verden og så befinde os på samme tid på næsten samme sted uden lige at give en high-five på vejen. Vi fik det efterhånden i stand at mødes i Ubud. Det var ikke helt nemt at aftale uden telefoner, men det lykkes. Det var dejligt for os begge at få noget selskab af eget køn. Line og Eva hoppede straks ud i at snakke om neglelakker, smykker og gamle dage, mens Mikkel og Søren fik diskuteret kameraer og lært hinanden at kende – alt sammen over øl, vin og en dejlig bøf bearnaise. Vigtigst af alt fik vi alle snakket om alle vores oplevelser i den sidste tid her i Sydøstasien. Tiden gik rigtigt stærkt, og vi brugte to dage sammen hvor vi fik oplevet den lokale balinesiske dans, set templer, badet i vandfald og ikke mindst snakket – snakket en hel masse. Det var nogle virkelig gode dage og det var helt sørgeligt da vi igen tog hver til sit – os for at fortsætte østpå og dem nordpå.

På tempeltur hvor os med bare ben skulle iføre os "flotte" saronger :)



Koldt og overdrevet vildt vandfald



Vi havde tænkt os at være i Ubud højst tre fire dage, men det endte med ti – det var simpelthen en så dejlig by at vi nu har planlagt at vende tilbage og være der de sidste to dage inden vi skal hjem til Danmark. Tiden nærmer sig hurtigt, og vi kan godt mærke at ’derhjemme’ presser på. Vi ser frem til, at alt det dejlige vi skal derhjemme med venner og familie, men her er så skønt at det bliver helt uvant at vende hjem. Vi har nu rejst i omkring hundrede dage, og vi er inde i en rytme der i vores baghoved siger: mere-mere-mere! Der er så mange steder vi ikke har været, steder som vi ikke kunne nå på denne tur – verden er så stor. Hjemrejsen hænger som en stor uundgåelig skygge i det hvide sand her på den lillebitte ø Nusa Lembomgan, hvor vi har været fire dage nu. Hvis bare vi kunne leve af at rejse og se verden. Selvom den sidste dag nærmer sig i bevidstheden lader vi os ikke påvirke synderligt. Vi har stadig nogle uger til at suge til os, og mærke luften under vingerne.

Efter Ubud tog vi af sted mod den lille by Amed, hvor der i en bugt, ikke langt derfra, skulle være endnu et japansk krigsskibsvrag i stil med dem vi dykkede ved i Coron, på Filippinerne, som stadig står som en af vores fedeste dykkeroplevelse hidtil. Vi lejede en scooter og kørte langs vandet ud til Tulambenbugten. Imod vores mål med at dykke så meget som muligt og med tanker på vores efterhånden tynde pengepung, valgte vi at snorkle rundt om krigsskibet. Vraget lå ikke mere end halvtreds meter fra kysten og det højeste punkt, ikke mere end tre meter under overfladen. Vandet var meget klart – så vraget var tydeligt. Det var et fantastisk stort vrag, med masser af bøjet metal der engang havde fungeret som master og skrog – nu overgroet af koraller og hjemsted for millioner af fisk. Selvom det lyder lidt ’kedeligt’ kun at snorkle rundt om vraget, var det faktisk en rigtig god oplevelse. Vi fik oplevet dykning på en helt anden måde – både billigere, men også surrealistisk fedt. Normalt når vi har trukket i våddragten med tryktanke på ryggen, og begivet os under vandet er det som at gå ind i en anden verden, men her, ved bare at snorkle, var det som om at vi bragte vraget til vores verden og kunne betragte det på afstand, eller få øjeblikke ad gangen, tæt på, når vi kunne holde vejret længe nok. Efter vores gode oplevelse med vraget tog vi tilbage til den lille by Amed. Vi havde hjemmefra fået anbefalet byen, som en rigtig hyggelig fiskerby der klart var værd at tage til og i Lonely planet stod samme beskrivelse. Vi havde imidlertid ikke den oplevelse. Vi synes byen var kedelig og de lokale, børn som voksne, prøvede konstant at sælge os noget – så det var knap nok til at føre en normal samtale med indbyggerne. Oven i det var Mikkel lidt sløj – så vi blev mest på værelset og læste og så film. Vi skyndte os videre næste morgen efter vragsnorklingen, for at nå vores næste destination. Her er vi nu, på Nusa Lembongan, en lillebitte ø sydøst for Bali. Her har vi virkeligt nydt det stille øliv, i en dejlig toetagers bungalow i lokal byggestil, med dobbelt skydedør, toilet under åben himmel, Louis Vuitton sengebetræk(ja-den er go’ nok – men måske ikke helt ægte) og swimmingpool med udsigt ud over det smukke hav – det lyder dyrt, men det er det ikke. Skønt.

 

Vores dejlige hjem

Vi tog i fredags d. 27/5 ud med båd for at opleve vores sidste to dyk på turen – og heldigvis var de i kategorien som nogle af de bedste på rejsen. Vi havde en mission – at se mantarays (kæmpe rokker) helt tæt på. Siden vores skuffelse på dykkerturen ved Lebuhan Bajo et par uger forinden, hvor vi nærmest havde fået garanti for at se de store rokker, ville vi ikke helme før vi havde oplevet disse kæmpemæssige undervandsflyvere helt tæt på. Vi oplevede godt nok mataerne up close, da vi efterfølgende snorklede fra vores båd på 4dagesturen – men vi ville stadig gerne ned under vandet og se flere i længere tid.

Vi lejede os et undervandskamera, noget vi har snakket om mange gange, og fik virkelig leget med det på det farverige og flotte, første dyk. Det var sjovt. På det andet dyk gik vores drøm i opfyldelse hele fem gange, og denne gang var vi jo så heldige at kunne dokumentere det hele på undervandskamera. Og heldige som vi var, holdt mantaerne sig denne gang helt nede langs havbunden, hvor de på 4dagesturen holdt sig i overfladen. Det var en fantastisk og noget nervepirrende oplevelse at være helt nær ved disse enorme skabninger. En af mantaerne havde et vingefang på i hvert fald fem meter – det i sig selv er jo skræmmende. De er ikke farlige, spiser kun plankton og svømmer hurtigt væk ved første tegn på ballade, men vi havde fornøjelsen af dem i godt en time, hvorefter det var tid til at vende opad og hjemad igen. Humøret var højt, da vi nåede overfladen og vi kunne næsten ikke få armene ned igen. Vi har dykket mange steder nu, og med mange forskellige dykkerinstruktører, men dette var langt det bedste sted vi har været ude med. Lige fra professionel håndtering af det livsvigtige undervandsudstyr, til en rolig og humoristisk tilgang til os, som forholdsvis nye dykkere, gav os tid og ro til at lege med kameraet. Vi følte os i virkelig sikre hænder - noget som ingen andre dykkercentre har formået at få os til at føle. Det betyder meget for oplevelsen af et dyk hvordan instruktørerne gør deres arbejde – og vi har oplevet mange forskellige efterhånden - gode som dårlige.

På dykkene blev der tilmed optaget en rigtig god film af dagens to dyk, som vi tømte vores pung for, for at kunne få med hjem – dog først efter at have forhandlet hårdt, som sædvanlig. Den glæder vi os til at vise alle der har lyst til at se med.



"Alt er ok"





Kaptajnen fra "Finding Nemo"



Akvarie?



Baglæns rygfald fra båden





Megamanta



Mega glad efter mantaspot

I går lejede vi en scooter og kørte den lille ø rundt for at tjekke strandende ud. Vi nåede at køre øen rundt et par gange på de 6 timer vi havde scooteren. Vi fandt hyggelige strande, hvor få turister havde fundet vej til og store strande hvor luksusresorts havde hjemme. Vi var også en tur helt oppe nordpå, hvor der på det tidspunkt var lavvande. På åen samler de tang og har marker ude under vandet. Når så det er lavvande, kan de vade ud og samle deres tang og derefter tørre det på stranden. Et sjovt syn men ildelugtende oplevelse.

I dag er planen at tage mod Giliøerne Nordvest fra øen Lombok – et par timers sejltur nordpå i speedbåd. Lige nu står regnen dog ned i lårtykke stråler – så vi må se om båden sejler.

Denne afslutningsdestination har været det mest planlagte på turen; ti dages tid hvor der kun er lækre strande, perfekt snorkling og en masse sol. Vi er så heldige at Søren og Eva også har fundet vej til øerne – trods deres stramme tidsplan for trekking i junglen – så vi skal mødes til lidt drinks i dag, hvis det lykkes at komme af sted.

De næste mange dage skal bruges på de tre små paradisøer – vi glæder os til at se om de kan hamle op med de ultralækre strande i Sydthailand.

.

Gensyn med Indonesien - og det er godt!

Så landede vi på Bali i Indonesien– 4 dage før end først planlagt, for at nå at se og opleve så meget som muligt, inden vi begynder hjemrejsen til København d. 12. juni. Danmark nærmer sig med hastige skridt, så selvom der er en måned til, er vi på den anden side af midten og på vores sidste destination på denne fantastiske rejse.

Dagen efter ankomsten tog vi endnu et fly videre til Flores, øst for Bali, hvor vi havde læst at de drabelige komodoveraner skulle holde til og der ville være dykning i verdensklasse. Så der måtte vi selvfølgelig til. Vi ankom til den lille uvedligeholdte, men hyggelige lille flække, Lebuhan Bajo – en fiskerby hvorfra vi arrangerede dykkertur til dagen efter. Efter en overnatning stod vi meget tidligt op og tog med båd et par timer til vores første destination, nord for øen Komodo, hvor der efter sigende skulle være hajer. Turen dertil var noget af det smukkeste vi har oplevet på turen. Den ene grønne, frodige ø med de hvideste sandstrande efter den anden rejste sig i det blå vand, mens vi lå på det øverste dæk af den lille båd og slappede af. Første dyk var over al forventning. På vej ned på 25 m, kunne vi oppefra, se 5 hajer sovende nær havbunden. De forsvandt dog hurtigt, da vi nærmede os. Efter 3 minutter under vandet, så vi en anden og meget større haj, der vendte snuden mod os og begyndte lige så stille at cirkle rundt om os. Virkelig skræmmende at se dens sorte øjne og store mund. Line måtte virkelig anstrenge sig for ikke at blive bange, da hun forestillede sig at den så let som ingenting ville åbne munden og vise de dødbringende tænder og på få sekunder være ovre ved de danske delikatesser under vandet. Heldigvis virker våddragten som en slags beskyttelse og skjold så langt under vandet. Desuden var det kun en ’greytipshark’, en mindre og roligere repræsentant af arten, men Line holdet godt fast i Mikkels arm indtil den forsvandt ud i det dybere vand og den rolige vejrtrækning kunne igen optages. En super fed oplevelse, at se en haj så nær. Et ønske især Mikkel har haft på alle vores dykkerture, så armene kunne næsten ikke sænkes, da vi kom op på båden igen. Undervejs på dykket valgte endnu en haj at svømme over os - wauw. Ud over hajer var der et helt fantastisk dyreliv under vandet. Fiskene var i alle størrelser, farver og former.

Efterfølgende skulle vi snorkle et sted der bliver kaldt ’mantaspot’ på grund af alle de store mantarays. De er verdens største rokker med et ’vingefang’ på op til 7 meter, der holder til i området for at blive ”renset” af de små fisk. Der skulle være en strøm hvor vi skulle kunne se dem i massevis. Selvfølgelig havde de valgt at blive væk den dag. Dagen før havde de set virkelig mange og der skulle være en ’manta-garanti’ på stedet, da der normalt plejede at være så mange. Vi var virkelig skuffede, da dette skulle være vores højdepunkt på dykkerturen. Med hængende hoveder sejlede vi mod det sidste dyk ikke langt derfra. Med blandede følelser hoppede vi i vandet og havde også denne gang et fantastisk dyk trods manglende mantarays. Vi vendte tilbage mod fiskerbyen efter en god dag – lidt skuffede, men glade for oplevelserne med hajerne. Undervejs så vi endnu en fantastik solnedgang – de er virkelig fantastiske hernede i varmen.

Om aftenen bookede vi en tur til dagen efter, hvor vi skulle sejle væk fra Flores til Lombok, en stor ø øst for bali, på 4 dage. Normalt er man på sådan en tur 15 mennesker – men der var kun et fransk ungt backpackerpar tilmeldt udover os. Det var perfekt – især fordi vi skulle sove på dækket, så der ville ikke være meget privatliv de næste dage. Vi sagde farvel til endnu en by og lagde fra kajen glade og positive over vores forestående rejse. Det franske par var søde og skulle rejse et år i alt – så en masse erfaringer blev hurtigt delt. Sejlturen var en slags sightseeing rundt på havet og øerne i området. Vi fik snorklet og svømmet en masse, slappet af, læst bøger og øvet vores franske sprog. Stemningen var god da vi ankom på vores første stop; en lille ø, med en lille lækker hvid strand og det skønneste turkisblå vand. Her snorklede vi inden vi fortsatte mod Rinca hvor komodovaranerne bl.a. holder til.

Første stop på sejlturen

Vi overnattede først et stykke fra øen, hvor vi oplevede de famøse batmanagtige kæmpeflagermus ’flying foxes’ som fløj tæt over båden, og som virkeligt fortjener deres noget fantasifulde øgenavn. Dagen efter ankom vi til Rinca hvor en lokal ranger fulgte os rundt på øen og fungerede som guide. Hans job var også at beskytte os, hvis vi skulle være så uheldige at en varan skulle angribe os. Vi gik på den frodige ø i tæt jungle og åbne græsmarker for at spotte bare en enkelt af de vilde dyr. I løbet af 2010 var 2 rangere døde og 3 blevet såret af de frygtelige varaner som virker dovne og rolige, men som kan bevæge sig med en fantastisk fart og slå til uden varsel. Det værste ved at blive angrebet af disse dyr, er at deres mund indeholder så mange bakterier, at selv et lille bid er dødeligt på kort tid uden den rette behandling. Så det var med hjertet i halsen og kameraet i hånden at vi drog af sted på en gåtur i Jurrasic Park. Der var i midlertidigt ikke nogen rungende og faretruende ringe i vandglasset, og vi så kun en enkelt varan undervejs på trekket – men en masse holdt til nær de lokales køkkenhus, i den lille by. Her tiltrak madduften dem selvfølgelig, så det var et af deres foretrukne steder at være. Vi fik mange billeder af de farlige dyr, der bogstaveligtalt lå i bunker, under huset og overhovedet ikke kunne hidse sig op over noget andet end lidt sjatter fra køkkenvasken.

I Rincas jungle

Efterfølgende sejlede vi resten af dagen og natten. Det var meget afslappende og vi fik læst flere bøger, hygget og nydt den gode udsigt. Om natten besluttede vi at sove under åben himmel, foran på båden, for at se på stjerner. Det var virkelig smukt og romantisk – mælkevejen banede sig vej over stjerneoceanet som en motorvej at tusinder af lanterner, og de utallige sole blinkede til os med hilsen fra universet, da den skarpe måne først var gået i seng, ovenpå endnu en ubeskrivelig solnedgang. Dagen efter ankom vi til øen Komodo, som varanerne jo er opkaldt efter, for at se endnu flere af dem. Turen var knap så udfordrende, men meget smuk. Også her holdt varanerne til nær menneskerne, hvor der ofte er mad og skrald at finde. Normalt spiser de store dyr en gang hver 3. uge, og kan ligesom slanger vride deres kæber af led for at kunne sluge dyr i hele mundfulde. Normalt spiser de mindre dyr, men det sker at de i grupper kaster sig over vildheste, okser og bøfler – endda også hinanden. De nedlægger drøvtyggere ved at angribe og bide det en eller flere gange, og så vente i op til to uger på at det falder om af dybe infektioner i kødet.

Men tilbage til båden, det er jo ikke ’Animal Planet’.

En vild orkide på Komodo

 Vi sejlede videre fra Komodo ud til det ’mantaspot’ hvor vi havde været dagen før, for at give det endnu et skud. Først var der ingen og vi frygtede det værste og følte os forbandede. Men efter et stykke tid, dybt nede kunne vi se en manta svømme langs bunden. Vi skyndte os at hoppe i mens båden sejlede, med snorkeludstyret på. Vi hang i en snor på siden af båden, mens vi så den seje manta hurtigt forsvinde i det smukke vand. Øv! Vi hoppede op på båden igen og sejlede langsomt videre, mens vi holdt øje med vandoverfladen for at se sorte skygger lige under vandet. Igen gik der lidt tid inden vi så en helt nær båden. Mikkel var hurtig og hoppede i, men plasket skræmte den desværre, og væk var den. Øv, igen! Han holdt dog fast på torvet mens vi fortsatte derudaf. Og pludselig var der tre styks lige ved siden af båden. Mikkel var lige ved siden af dem! Vi sejlede stille videre efter dem, med Line oppe på båden. Hun ville ikke springe i, af frygt for at skræmme dem væk, så hun var heldigvis hurtig med kameraet. Til alt held svømmede de nær overfladen, så det var et helt fantastisk syn for os begge. Til sidst var der kun en tilbage – og da den så let som ingenting stak af fra os, besluttede den heldigvis at komme tilbage og undersøge båden, da de er meget nysgerrige væsener. Bagefter var vi helt høje over endelig at have set de store havdyr. Vi sejlede videre og snorklede lidt undervejs før vi lagde til for natten.

Den store mantaray

Dagen efter pløjede vi videre gennem bølgerne og kom til en ø, hvor vi lagde til for at få os et naturligt brusebad midt på en lille ø. Vi svømmede i land, og gik gennem lidt jungle, for at ende ved et smukt og brusende vandfald. Tiltrængt fik vi vasket os de nødvendige steder og blev friske og rene, vi blev sejlet tilbage til båden i kaptajnens lille ’redningskano’ – skønt.

Ombord på båden lavede de til hver frokost og aftensmad den dejligste lokale mad til os, med nyfangede fisk, kylling og alt hvad der ellers hører sig til Nasi Goreng – den lokale nationalret; stegte ris. Til morgenmad stod den på te og en lille bananpandekage! Mums! Maden var god, men der var ikke nok af den – ærligtalt måtte vi gå sultne i seng – og der var ingen mellemmåltider, sodavand, slik eller frugt – som vi jo er blevet forvent med her på rejsen. Vi løb også tør for andre mere vigtige ting såsom toiletpapir og drikkevand. De lokale bruger åbenbart ikke den slags! Taget i betragtning af at der kunne være over 15 mennesker ombord, både gæster og crew, så var det lidt underligt at disse fornødenheder slap så let op. Heldigvis drak vi først det sidste vand op da vi havde sejlet resten af turen, og ankom til Lombok på 4.dagen. Vi var en masse naturoplevelser rigere. Vores tanker gik undervejs især til Per og Allan, der til sommer tager af sted på en om noget længere sejltur end denne, men vi tror vi har smagt lidt af hvad det vil sige.

Naturens jacuzzi

Med følelsen af gyngende grund under os, og vind i håret, blev vi fra den lille havn kørt tværs over øen, sagde farvel til franskmændende og hoppede om bord på den store bilfærge til Bali – hvor vi to dage senere skulle fejre Lines 26 unge år. Senere på dagen ankom vi til en byen Ubud der ligger centralt på Bali og er et mekka for balinesisk kultur, kunst, religion og balanceret levevis. Her skulle vi tilbringe de næste mange dage. Vi indlogerede os på et nogenlunde billigt hostel, hvor de havde tilhørende swimmingpool og der var bare smadder hyggeligt. Om aftenen spiste vi på restauranten ved siden af, som simpelthen var noget af det hyggeligste vi længe har oplevet. Og så var det endda en dansker der ejede det. Karsten har boet på Bali i 15 år og er en iværksætter uden lige. Han havde den ene historie efter den anden, mens vi nød vores skønne, skønne måltid og en enkelt Gin & Tonic. Lækkert med god mad og lidt forkælelse efter vores noget skrabet bådtur hvad angik mad. Vi tænkte at det skulle være løgn, at vi kunne være så heldige, at indlogere os på det bedste sted i byen og også bo ved siden af det bedste spisested. Det viste sig næste dag, at hele byen var yderst hyggelig og stemningsfuld. Den ene hyggelige café efter den anden lå mellem de balinesiske bygninger. Nærmest alle steder man kunne bo, havde de yndigste indgangspartier og små ”templer” man kunne bo i. På gaden kunne man forkæle sig selv med massage eller andet godt for kroppen i et af de utallige spa’er.

Vi udforskede Ubud d. 16. maj – dagen inden Lines fødselsdag. Hun havde fået at vide at der ventede hende og Mikkel et luksusophold på et af Ubuds fine hoteller. Hun var spændt og dagen kunne næsten ikke ende hurtigt nok, så det kunne blive d. 17. maj.


Vi vågnede kl. 7(stadig lidt eftervirkninger fra bådturen, hvor vi gik tidligt i seng og stod meget tidligt op), og Mikkel havde sørget for morgenmad på sengen med hjemmetegnede dannebrogsflag. Vi lagde os i poolen og fik en fødselsdagsøl. Kl. 12 kørte vi ud af det centrale Ubud for at indlogere os i vores villa. Dette var fødselsdagsgaven fra Vibeke og Peter så ingen af os vidste hvad der ventede. Vi fik stukket et par drinks i hånden da vi ankom et par timer før tjek ind. Vi havde lige tid til at orientere os i det store galleri der lå op til hotellet inden vores villa var klar. Stedet var helt overvældende og unikt. Små snoede stier med mos, palmer, orkideer og små statuer førte til værelserne. Vores var stort og flot med en lækker terrasse med udsigt over rismarkerne. En stor stue med tilhørende seng opredt med blomster. Badeværelset var kæmpe og badekarret kunne rumme 5 mennesker. Det var perfekt! Mikkel gav Line wellness i gave og en dame kom til værelset og gav massage og smurte Line ind i alt muligt og umuligt. Huden var som en babys numse bagefter. Vi nød vores eftermiddagste i haven ved den rustikke pool og derefter gjorde vi os klar og lækre til fødselsdagsmiddag fra Mikkel og hans forældre på Mozaik – en restaurant i verdensklasse i Ubud.

Vi kørte fulde af forventninger mod det fransk-indonesiske fusionskøkken. Vi startede med en appetizer i loungen og der var allerede dér lagt op til en aften i storslåede omgivelser. Drinken smagte bedre end vi kunne forestille os og betjeningen var fejlfri. Vi blev ført til restauranten i en have med kæmpe palmer over. Her skulle vi tilbringe de næste mange timer i skæret fra stearinlysene. Mikkel valgte køkkenchefens tastingmenu, med tilhørende vinmenu til os. Efter en lille Lemon-coffee starter fik vi vores første ret serveret hvilket var tre østers med kokosnød og ananas. Dette var en perfekt kombination der gik op i en højere enhed med den tilhørende spanske cava. Derefter fik vi serveret et lille stykke lækkert fisk med mandler, orange og alt muligt andet lækkert. Det hele selvfølgelig lavet helt specielt. Efterfølgende foie gras med tilbehør efterfulgt af kalvekød. Dernæst stod den på lækker mangosorbet. Som en overraskelse kom en 2. dessert listende ind bag Line med chokolademousse og et stykke chokolade hvor der stod ’happy birthday’ og et lille stearinlys blafrede ved siden af på tallerknen. En skøn overraskelse der blev endnu bedre, da hun åbnede en lille pung hvor et smukt guldarmbånd besat med grønne jadesten lå i. Det var et armbånd Line havde set i Hua Hin i Thailand et par måneder forinden og bittert havde fortrudt hun ikke havde købt dengang. Mikkel havde været god og holdt det hemmeligt. Humøret var højt og vinen blev lystigt drukket til den gennemført lækre mad. Vi tog billeder af de første retter men glemte det kontinuerligt med vinmenuen. Aftenen kunne ikke have været bedre, da vi kørte mod vores lækre hotel igen.

Næste dag tjekkede vi ud af hotellet efter en lækker morgenmad, et dyp i poolen og et karbad og kørte mod Ubud centrum igen, hvor vi ville finde et budgethostel tilsvarende vores pengepung. Vi fandt et lille værelse, vi nærmest kun kunne bakke ind i, med koldt bad og lagde vores fine tilbøjeligheder på hylden igen. Derefter hoppede vi en tur på Ubud marked, men det holdt vi ikke til ret længe, da vi bogstavelig talt blev hevet i fra højre og venstre. Sælgerne var meget nærgående og vi droppede at købe souvenirs nær dette helvedes sted. Vi plejer ellers at være gode til at afvise de nærgående sælgere med et smil og så smutte videre, men her godtog de ikke det – så med ild i røven løb vi tilbage til vores lille værelse, lagde os godt til rette og så et afsnit af serien ”Jordens søjler”. Vi har begge læst bogen af Ken Follet på turen – så vi glædede os til at se om den levede op til vores forventninger. Bagefter så vi filmen ”Eat, Pray, Love” som også er en film efter en bog. Den sidste tredjedel af filmen befinder Julia Roberts sig på Bali i Ubud – så vi tænkte det ville være sjovt at se den. Da Line så den første gang i København var hun overvældet over hyggen på Bali i filmen – men nu er det bare hverdag. Alt Julia Roberts ser og er i, findes lige uden for vores dør her. Dejligt at slappe af med lidt film i disse oplevelsesrige dage.

I går cyklede vi byen og de omkringliggende småbyer tyndt på lejede mountainbikes. En rimelig heftig tur, da byen ligger i et meget bakket landskab. Men skønt at komme ud af det centrale turistområde og rundt på de små og store gader og stræder og ud til rismarkerne. Turen blev afsluttet på ARMA – Kunstmuseet her i byen, hvor værker af lokale kunstnere og tilflyttere var udstillet i store sale, bygget i traditionel balinesisk byggestil. Aftenen tilbragte vi på en hyggelig cafe, med livemusik, hvor tjenerne dansede rundt om os hele aftenen.


I dag d. 20. maj har vi været på endnu en cykeltur, denne gang dog med guide. Vi har været ude ved nogle af de helt små byer og fået set mere af det ’virkelige’ Bali. Bilen hentede os tidligt i morges, hvor vi kørte nordpå for at spise lækker morgenmad med udsigt over en af Bali’s mange vulkaner. Et smukt syn og en god start på morgenen.

Derefter kørte vi ud til en lille plantage der selv dyrker en masse krydderier, frugter og kaffe. Ikke mindst den kendte delikattese Luwak Poo Coffee, der er en kaffesort, der først skal igennem tarmsystemet på den væsellignende Luwak, der efterlader bønnerne hele og fine, i små lorte i skovbunden. I Danmark er den næsten ikke til at opdrive. Vi smagte 6-7 forskellige slags te og kaffe, med bla. Gensing, ingefær og cacaobønner, mens vi havde udsigt ud over det flotte plantagelandskab. Vi bestilte også en lille kande Luwak Poo Coffee, og prisen var virkelig pebret, men kaffen var skøn og smagen blød og raffineret afrundet. Skulle man til at købe kaffen med hjem, måtte man slippe lige omkring 3,6 danske kroner pr. gram – var der nogen der sagde ’smart’?

Straks efter nåede vi cyklerne og vi tog endelig af sted på gode mountainbikes med cykelhjelm og hele pivtøjet. Cykelhjelmene var til dels meget vigtige på grund af evt. faldende kokosnødder på turen. Landskabet var fortryllende smukt; der var grønne rismarker overalt og arkitekturen var også herude, væk fra Ubud, noget helt særligt. De små tempellignende gårde boede folk også i herude, og ikke kun i det centrale Ubud, som vi faktisk troede. Vi besøgte en lille by i byen, hvor der boede 4 familier og levede af at lave bambusflet til lofter og vægge. Vi havde flere gode stop på vejen, men vigtigst af alt, fik vi cyklet en del både op og ned, på gode og dårlige veje og med en masse fart på. Fedt! Vi afsluttede med en smagsfuld indonesisk frokost inden vi blev kørt tilbage til Ubud centrum.

I aften eller i morgen kommer Lines gymnasieveninde Eva og hendes kæreste Søren til Ubud. De har rejst som backpackere i lidt længere tid end os, så der skal udveksles erfaringer og snakkes i massevis.