Hygge med venner i Ubud efterfulgt af skønt øliv

Vores skønne tid i den hyggelige by Ubud på Bali, blev d. 21/5 peppet yderligere op af mødet med Lines gymnasieveninde Eva, og hendes kæreste Søren – der lige som os, også er ude at se verden! Vi havde aftalt på forhånd, at hvis det kunne lade sig gøre, skulle vi mødes. Det var for underligt at rejse rundt i den store verden og så befinde os på samme tid på næsten samme sted uden lige at give en high-five på vejen. Vi fik det efterhånden i stand at mødes i Ubud. Det var ikke helt nemt at aftale uden telefoner, men det lykkes. Det var dejligt for os begge at få noget selskab af eget køn. Line og Eva hoppede straks ud i at snakke om neglelakker, smykker og gamle dage, mens Mikkel og Søren fik diskuteret kameraer og lært hinanden at kende – alt sammen over øl, vin og en dejlig bøf bearnaise. Vigtigst af alt fik vi alle snakket om alle vores oplevelser i den sidste tid her i Sydøstasien. Tiden gik rigtigt stærkt, og vi brugte to dage sammen hvor vi fik oplevet den lokale balinesiske dans, set templer, badet i vandfald og ikke mindst snakket – snakket en hel masse. Det var nogle virkelig gode dage og det var helt sørgeligt da vi igen tog hver til sit – os for at fortsætte østpå og dem nordpå.

På tempeltur hvor os med bare ben skulle iføre os "flotte" saronger :)



Koldt og overdrevet vildt vandfald



Vi havde tænkt os at være i Ubud højst tre fire dage, men det endte med ti – det var simpelthen en så dejlig by at vi nu har planlagt at vende tilbage og være der de sidste to dage inden vi skal hjem til Danmark. Tiden nærmer sig hurtigt, og vi kan godt mærke at ’derhjemme’ presser på. Vi ser frem til, at alt det dejlige vi skal derhjemme med venner og familie, men her er så skønt at det bliver helt uvant at vende hjem. Vi har nu rejst i omkring hundrede dage, og vi er inde i en rytme der i vores baghoved siger: mere-mere-mere! Der er så mange steder vi ikke har været, steder som vi ikke kunne nå på denne tur – verden er så stor. Hjemrejsen hænger som en stor uundgåelig skygge i det hvide sand her på den lillebitte ø Nusa Lembomgan, hvor vi har været fire dage nu. Hvis bare vi kunne leve af at rejse og se verden. Selvom den sidste dag nærmer sig i bevidstheden lader vi os ikke påvirke synderligt. Vi har stadig nogle uger til at suge til os, og mærke luften under vingerne.

Efter Ubud tog vi af sted mod den lille by Amed, hvor der i en bugt, ikke langt derfra, skulle være endnu et japansk krigsskibsvrag i stil med dem vi dykkede ved i Coron, på Filippinerne, som stadig står som en af vores fedeste dykkeroplevelse hidtil. Vi lejede en scooter og kørte langs vandet ud til Tulambenbugten. Imod vores mål med at dykke så meget som muligt og med tanker på vores efterhånden tynde pengepung, valgte vi at snorkle rundt om krigsskibet. Vraget lå ikke mere end halvtreds meter fra kysten og det højeste punkt, ikke mere end tre meter under overfladen. Vandet var meget klart – så vraget var tydeligt. Det var et fantastisk stort vrag, med masser af bøjet metal der engang havde fungeret som master og skrog – nu overgroet af koraller og hjemsted for millioner af fisk. Selvom det lyder lidt ’kedeligt’ kun at snorkle rundt om vraget, var det faktisk en rigtig god oplevelse. Vi fik oplevet dykning på en helt anden måde – både billigere, men også surrealistisk fedt. Normalt når vi har trukket i våddragten med tryktanke på ryggen, og begivet os under vandet er det som at gå ind i en anden verden, men her, ved bare at snorkle, var det som om at vi bragte vraget til vores verden og kunne betragte det på afstand, eller få øjeblikke ad gangen, tæt på, når vi kunne holde vejret længe nok. Efter vores gode oplevelse med vraget tog vi tilbage til den lille by Amed. Vi havde hjemmefra fået anbefalet byen, som en rigtig hyggelig fiskerby der klart var værd at tage til og i Lonely planet stod samme beskrivelse. Vi havde imidlertid ikke den oplevelse. Vi synes byen var kedelig og de lokale, børn som voksne, prøvede konstant at sælge os noget – så det var knap nok til at føre en normal samtale med indbyggerne. Oven i det var Mikkel lidt sløj – så vi blev mest på værelset og læste og så film. Vi skyndte os videre næste morgen efter vragsnorklingen, for at nå vores næste destination. Her er vi nu, på Nusa Lembongan, en lillebitte ø sydøst for Bali. Her har vi virkeligt nydt det stille øliv, i en dejlig toetagers bungalow i lokal byggestil, med dobbelt skydedør, toilet under åben himmel, Louis Vuitton sengebetræk(ja-den er go’ nok – men måske ikke helt ægte) og swimmingpool med udsigt ud over det smukke hav – det lyder dyrt, men det er det ikke. Skønt.

 

Vores dejlige hjem

Vi tog i fredags d. 27/5 ud med båd for at opleve vores sidste to dyk på turen – og heldigvis var de i kategorien som nogle af de bedste på rejsen. Vi havde en mission – at se mantarays (kæmpe rokker) helt tæt på. Siden vores skuffelse på dykkerturen ved Lebuhan Bajo et par uger forinden, hvor vi nærmest havde fået garanti for at se de store rokker, ville vi ikke helme før vi havde oplevet disse kæmpemæssige undervandsflyvere helt tæt på. Vi oplevede godt nok mataerne up close, da vi efterfølgende snorklede fra vores båd på 4dagesturen – men vi ville stadig gerne ned under vandet og se flere i længere tid.

Vi lejede os et undervandskamera, noget vi har snakket om mange gange, og fik virkelig leget med det på det farverige og flotte, første dyk. Det var sjovt. På det andet dyk gik vores drøm i opfyldelse hele fem gange, og denne gang var vi jo så heldige at kunne dokumentere det hele på undervandskamera. Og heldige som vi var, holdt mantaerne sig denne gang helt nede langs havbunden, hvor de på 4dagesturen holdt sig i overfladen. Det var en fantastisk og noget nervepirrende oplevelse at være helt nær ved disse enorme skabninger. En af mantaerne havde et vingefang på i hvert fald fem meter – det i sig selv er jo skræmmende. De er ikke farlige, spiser kun plankton og svømmer hurtigt væk ved første tegn på ballade, men vi havde fornøjelsen af dem i godt en time, hvorefter det var tid til at vende opad og hjemad igen. Humøret var højt, da vi nåede overfladen og vi kunne næsten ikke få armene ned igen. Vi har dykket mange steder nu, og med mange forskellige dykkerinstruktører, men dette var langt det bedste sted vi har været ude med. Lige fra professionel håndtering af det livsvigtige undervandsudstyr, til en rolig og humoristisk tilgang til os, som forholdsvis nye dykkere, gav os tid og ro til at lege med kameraet. Vi følte os i virkelig sikre hænder - noget som ingen andre dykkercentre har formået at få os til at føle. Det betyder meget for oplevelsen af et dyk hvordan instruktørerne gør deres arbejde – og vi har oplevet mange forskellige efterhånden - gode som dårlige.

På dykkene blev der tilmed optaget en rigtig god film af dagens to dyk, som vi tømte vores pung for, for at kunne få med hjem – dog først efter at have forhandlet hårdt, som sædvanlig. Den glæder vi os til at vise alle der har lyst til at se med.



"Alt er ok"





Kaptajnen fra "Finding Nemo"



Akvarie?



Baglæns rygfald fra båden





Megamanta



Mega glad efter mantaspot

I går lejede vi en scooter og kørte den lille ø rundt for at tjekke strandende ud. Vi nåede at køre øen rundt et par gange på de 6 timer vi havde scooteren. Vi fandt hyggelige strande, hvor få turister havde fundet vej til og store strande hvor luksusresorts havde hjemme. Vi var også en tur helt oppe nordpå, hvor der på det tidspunkt var lavvande. På åen samler de tang og har marker ude under vandet. Når så det er lavvande, kan de vade ud og samle deres tang og derefter tørre det på stranden. Et sjovt syn men ildelugtende oplevelse.

I dag er planen at tage mod Giliøerne Nordvest fra øen Lombok – et par timers sejltur nordpå i speedbåd. Lige nu står regnen dog ned i lårtykke stråler – så vi må se om båden sejler.

Denne afslutningsdestination har været det mest planlagte på turen; ti dages tid hvor der kun er lækre strande, perfekt snorkling og en masse sol. Vi er så heldige at Søren og Eva også har fundet vej til øerne – trods deres stramme tidsplan for trekking i junglen – så vi skal mødes til lidt drinks i dag, hvis det lykkes at komme af sted.

De næste mange dage skal bruges på de tre små paradisøer – vi glæder os til at se om de kan hamle op med de ultralækre strande i Sydthailand.

.