Manila, Grotte, risterrasser, Manila(igen)og videre til Bangkok




IKEA-LAMPE :)



Orientering i Lonely Planet




Rizal Park

  




Rizal Park

 



Hanging coffins



I grotten





The Queen





Ynglingsfarvehus





Før den store grottetur





Trækister på grottens sider







Efter en god dag i Manila, med billig øl og sushi på havnefronten og lidt hygge i Rizal Park(central park Manila) tog vi ved midnat i tirsdags bus mod det filippinske højland, over Bagiuo, til Sagada. Godt og vel 11 timer senere ankom vi til den lille pæne og idylliske bjergprovins, hvis hovedattraktion er de famøse ”Hanging coffins”. Ifølge traditionen bliver byens døde lagt i en trækiste og sænket ned af bjergsiden for at blive ”begravet” dér, liggende på en klippeafsats. Det koster ofring af 20 grise og 60 høns for at guderne kan tillade og velsigne begravelsen, så det er kun de rigeste der kan få æren af det. Kristendommen er den mest udbredte religion, men der er stadig nogen der sværger til den originale filippinske tro. Den ældste kiste menes at være 500 år gammel, mens den nyeste har 6 måneder på bagen. Der ligger lækker ”dødsjuice” under den nyeste! Adrk.

Da vi udkørte og trætte ankom kl. 13 havde vi egentligt planlagt at tage en afslapningsdag, men pga. infrastrukturen var vi igen nødt til at indrette os anderledes end planlagt. Kl. 14 startede så vores guidede tur, for at se kisterne og også se de grotter som den fattigere del af befolkningen blev begravet i. Vi fik imidlertid ikke set så mange hængende kister som vi gerne ville. Turen gik mest af alt ud på at vandre og klatre gennem grotterne, hvilket vi først blev klar over da vi stod næsten helt alene, med intet andet end guidens gaslampe og en pandelampe til at lyse op i det bulderragende mørke. Vi var 40 meter under jordens overflade og skulle kravle igennem små huller i klippeformationerne, hvor vi blev nødt til at tage rygsækken af for at kunne være der. Man kan se her på en af billederne hvordan Line kravler baglæns ned i et af hullerne vi skulle igennem, for at komme videre. Der er 8 meter ned bag ved hende – ikke mange store amerikanere i klipklappere har været der! Indiana Jones følelsen, af at være arkæologer i en hidtil uudforsket grotte kom helt op i os. Det tog os 3 timer at klatre og kravle os vej gennem grotten, hvor første del bestod af små snævre passager, af klippesider med intet andet end et reb til at kravle ti meter lodret op ad, og en sjælden mulighed for at rejse sig helt op. Anden del var en højere og vådere del af grotten – her havde vand gennem hundreder af år formet hulen i de mest fantastiske former, blandt andet ses på et af billederne en klippeformation de kalder ”The Queen” hvilket man godt kan sætte sig ind i(gæt selv hvorfor)! Vi er sikre på at sådan en grottetur ikke kan opleves noget andet sted i verden, og vi er nu glade for at vi så grotten i stedet for flere kister. Da vi kom ud på den anden side af grotten fandt vi ud af at den ”normale” grotteturisttur kun var et sneakpeek ind i grotten, og slet ikke den tur vi havde været på. Vi følte os meget heldige, da vi helt tilfældigt og grundet hurtig beslutningstagen, var røget på denne tur. Vi fik spist rigtig god og billig mad om aftenen i den hyggelige by, og sov som nyfødte. Dagen efter stod vi tidligt op for selv at tage et smut til dalen kaldet Ecco Valley(hvad drikker møller), inden vi skulle med bus fra Sagada til Benaue, hvor vi skulle opleve de 2000 år gamle risterrasser i Batad.

På vej gennem bjerglandskabet, på taget af den propfyldte bus til Benaue mødte vi to canadiske drenge og et svensk par som havde samme planer som os – så vi slog os sammen, for dagen efter at tage i samlet flok på en 4 timers vandretur i det smukke og historiske landskab ved risterrasserne. Billederne taler for sig selv – et ganske overvældende syn. Vandreturen gennem det meget stejle bjergterræn var super hård, op og ned, op og ned og sveden piblede af os. Trods vores fantastiske form, i dansk standard, var det skide hårdt, så det var ret irriterende at den lille guide kunne hoppe af sted i klipklappere og sweater, og gøre det samme fire gange om ugen. Beundringsværdigt!

Om aftenen, efter risterrasserne, sad vi ved aftensmaden og hørte om det forfærdelige jordskælv ud for Japans kyst. Vi fulgte godt med for at se om det ville påvirke Filippinerne og dermed os, men efter sigende skulle bølgen der ramte kysten kun være omkring en meter høj, så vi gik fri af denne naturkatastrofe. Så tog vi igen af sted mod Manila. Bussen ankom 9 timer senere kl. 5 om morgenen, hvor vi sammen med canadierne og svenskerne fulgtes til vores hostel i indre Manila, hvor vi alle skulle bo. Der satte vi os kl. 6 på en bar, for at få morgenmad og drikke et par øl. En times tid senere kunne vi få vores værelse og sove et par timer. Vi brugte dagen på at shoppe i Mall of Asia – Nok verdens største departmentstore, med specialbutikker i alt hvad hjertet kan begære af originale mærkevarer. Også en skøjtebane, biografer og et bowlingcenter hvor vi duellerede mod vores nye venner, var der blevet plads til. Om aftenen benyttede vi os af hostelets fremragende lørdagskoncept: ”Free cheese and redwine”, hvor der på tagterrassen blev serveret gratis tapas til lyden af bongotrommer og klirrende glas og øl. Vi fik festet lidt, men var stadig udkørte efter forrige nats lange transport. Søndag stod den på pakning og en 1300 mils flyvetur til Bangkok, så ”Bye Bye Fili, Hellooo Thailand” sang vi på vej i taxaen, en sidste gang gennem Manila, på vej til lufthavnen.

Nu sidder vi i Bangkok, og indtrykket af Thailand er rigtigt godt. Desværre havde Line fået maveproblemer, der startede allerede i flyveren, så hun lå brak hele dagen igår (kun lidt feber). Vi har så mange dage vi har lyst til at have her i Bangkok, for den næste destination er endnu ikke tidsbesluttet. Vi tager det stille og roligt, så Line i ro og mag kan blive helt frisk igen. Det er i det hele taget også ret tiltrængt efter vores hektiske Filitur. I går aftes skulle den have stået på at mødes med Mette (vi har lært at kende gennem Astrid Kruse) og hendes veninde, som også er en tur i Thailand. Så skulle vi rigtigt indføres i Thailandsk madlavning, og smage de berømte buckets (spande med sprut og sodavand) – hvilket dog krævede at Line kunne gå mere end 5 meter væk fra toilettet. Det kunne hun desværre ikke! Så det blev Mikkel der tog ud og hyggede sig med pigerne. Heldigvis er Line bedre idag - og har proppet sig med mad, efter 24 timers ufrivillig faste.











Banaue

 

Fest på tagterrassen

Peter og Marc fra Canada

Så går turen fra Fili mod Thailand