
Vi ankom til Bangkok midt på dagen søndag d. 13.3 og indlogerede os på Rambuttri’en – en lille gade tæt på Khao San Road som er den store backpackergade i thailand. Her er boder med alverdens skrammel af souvenirs, Masser T-shirts med ”I Love Bangkok”, Tilbud om Pingpong Shows og man kunne blive ved i timevis om hvad der kan købes af ting og sager på denne helt specielle gade i hjertet af Bangkok. Vi tog i midlertidigt ikke over på Khao San Road lige med det samme da vi ankom, da Line desværre måtte ligge en dags tid på hotellet med maveonde, inden vi kunne udforske byen. Trods den hårde start, blev vi dog begge hurtigt forelsket i Bangkok – En by vi kom til at opleve både til lands, til vands og i luften, men først benyttede vi os af hotellet på Rambuttri’s glimrende facilitet: Swimmingpoolen. Vi havde efter en travl tur rundt på Filippinerne brug for at slappe lidt af og nyde solen fra liggestole, så det gjorde vi i fulde drag – i følgeskab af Mette og Maya. Næste morgen tog vi til rejsebureauet Kilroys kontor i Bangkok; New Road Guestb House(Der var fyldt med danskere), der gav os god information om hvad vi skulle se, og hvordan vi skulle bruge vores penge i Bangkok. Vi brugte de næste par dage på at se en meget opdelt storby – opdelt på den måde at kontrasten mellem rig og fattig er enorm. Vi tog på sejltur på Klongerne, (kanalerne i Bangkok) i en af de famøse Longtailboats. Det var ikke noget der minder om kanalrundfart i københavn, for Klongerne er det sted hvor de fattige bor, i små faldefærdige hytter på pæle i vandet – lidt ala Venedi, bare med fattigdom og original thailandsk kultur som tema. Det sjove var, at selvom alle huse var rådne blikskure havde de stort set alle sammen de fineste små guldbelagte miniature templer stående i haverne, for at kunne passe på stedets ånder – det handler vel om prioritering! Det var en dejlig tur, selvom vi måtte nøjes med at forestille os solen på himlen, det var regnvejr og kun 19 grader den dag - Øv Øv – normalt ikke noget problem, men i shorts og T-shirts var det to noget forfrosne rygsækrejsende der søgte refugium på hotellet resten af eftermiddagen. Varmen velsignede os da dagen efter, hvor vi fra 83’ne etage, med en overdådig frokostbuffet på Baiyoke Sky hotel(det højeste punkt i Bangkok), med egne øjne så byens størrelsesmæssige omfang – ca. tre gange så stort som København, med 10 gange så mange indbyggere. Vildt at få trykken for ørene ved at køre elevator til toppen. Helt på toppen kom vi følelsesmæssigt da vi så byen på nært hold på en helt fantastisk cykeltur fra ende til anden i venstrekørende trafik og besøg i det dagligdagsbillede af thailands hovedstad der ikke præger guidebøger og turistbrochurer. Vores guide var en lokal humørbombe der viste og fortalte, med største glæde og overskud om alt fra samfundet og religiøsiteten til regeringen og økonomi. Hun blev lidt forelsket i Mikkel og var ærgerlig over at vi dannede par...hehe. Det var fedt at sidde på en cykel igen, med vind i håret, lytteflapperne ude og solen på den rigtige side af skyerne. Vi besøgte også senere på dagen det kæmpemæssige shoppingcenter, Siam market, hvor Mikkel blev et absolut fantastisk kamera rigere. Den største attraktion i Bangkok havde ladet vente lidt på sig, da det først var lørdag vi kom forbi Grand Palace og den 46 meter lange liggende Buddha. Overdådige guldbelagte spir og nøjsomligt mosaikbelagte kæmpetempler var at finde på det 90 hektar store, 300 år gamle royale hellige palads, der blev beordret bygget i 1727 af den første konge af Thailand og stod færdig 3 år senere. Den liggende Buddha fik da også den dag et lille besøg fra Danmark, da vi barfodede trådte ind i templet der husede Buddhismens svar på Corcovado i Rio de Janeiro. Halvanden gang større end rundetårn ligger den, fra top til tå, guldbelagte Buddha i sin sidste af de fem positurer, lige inden hans død ca. 2500 år siden. På den sidste aften i Bangkok i denne omgang, benyttede vi os af muligheden for at komme lidt til vejrs igen. Hotellet Lebua at State Tower er nok det fineste hotel i mands minde (Pretty Woman hotellet er ingen sammenligning), så vi fik to drinks på toppen af verden, stærkt opvartet at det toptrænede tjenerpersonale i enormt fine og prangende omgivelser. Hvis man dog bare kunne bo dér! Vi fik følt os lidt finere end vi egentligt er, i et par timer inden vi skulle med bumletoget på anden klasse i 14 timer af sted til Chiang Mai, Thailands anden største by, hvorfra vi skal på en 3-dages trekking tur ud i landskabet og håber på at ride på elefanter, riverrafte og på svævebane, svæve os vejen gennem den jungle der grænser op til Burma.

Hvor er det skønt at se jer NYYYDE tilværelsen - I er fantastiske :-). Pøj pøj her i uge 12 til dig Mikkel - Rigtig god tur ud i naturen igen.
SvarSletKnus og kram her fra os på Lauggårds Alle